mandag den 30. januar 2017

Chilling in Perth

Det varme vejr er midlertidigt blevet afbrudt af regn, regn, regn og "kulde" (ca 20°😉). Jeg glæder mig til at det igen bliver strandvejr, men Perth har virkelig trængt til regnen. Både luften og jorden er meget tør. Og samtidig har jeg nydt hygge indendørs med regnen trommende på taget, en god bog fra basens bibliotek  (The great divorce af C.S. Lewis) og en varm kop te😊 Jeg elsker at læse men jeg plejede at falde i søvn midt på en side pga træthed så det er rart at mærke, at energien er vendt tilbage (trods de tidlige morgener).

Jeg har fået set meget af Perth på gåben og i mine nye brugte løbesko. Her er meget smukt og masser af parker og stier langs floden. Jeg har en roomie der er Cross Fit instruktør så måske jeg også får en præsentabel kondition ud af mit ophold her😁

Undervisningen har stået på træning i kliniske færdigheder: Vi har øvet stetoskopi af hjerte og lunger, lagt gipsbandagering, lært om øvelser og aflastning for kroniske rygsmerter, lært om malaria og medicin. Alt sammen tilpasset simple forhold, hvor vi måske ikke har mulighed for at indlægge patienterne. Vores undervisere er læger og andre sundhedspersonale som selv har arbejdet i udviklingslande og/eller i slumområder, hvor mulighederne er begrænsede og kreativitet må i brug. Vi har derfor også lært om "husråd", hvor løg-omslag og varm ingefærdrik kan bruges mod inflammation i hals og ører - den slags kan bruges hvor medicin ikke er tilgængelig, men er jo også ret oppe i tiden i Danmark 😊
En anden ting jeg har fået at se er forskellen på hvilke ansvarsområder og kompetencer sygeplejerske har i de forskellige lande, der er repræsenteret i klassen. Det giver en god kombination af egenskaber i klassen og fælles for os alle er hjertet for patienterne og en vis stolthed over vores fag😁

I denne uge har vi undervisning om HIV/AIDS af en indisk læge, Dr. Suneetha, som arbejder med patienter med spedalskhed, HIV og AIDS. Han startede en gratis klinik i sit hjem for 13 år siden, som siden er vokset til at behandle, rådgive og give omsorg til mange tusind patienter, hvoraf mange er prostituerede, i Hyderabad. Jeg er dybt rørt af at høre om hans arbejde med patienterne og deres familier, han er en meget inspirerende mand.

Ellers har jeg det fortsat rigtig godt her og nyder livet på basen og i Perth.

Knus fra Heidi

1. Bandagering 

2. Typisk Perth: Gammel "kolonistil" med enorme glasbygninger omkring. 


4 kommentarer:

  1. Hej Heidi.
    Jeg håber dette når frem til dig (jeg er ikke så sikker i brugen af dette medie)
    Hvor er det spændende læsning. Tak at du deler lidt af dit liv "Down under" med os! Jeg havde selv en drøm om at bruge mit liv til noget lignende da jeg var ung. Men en dårlig indsigt, og dermed dårlig karakter i fysik og kemi, samt sikkert også min generthed, gjorde, at jeg ikke kom særlig langt i det. Dejligt at du gør! Vi beder om Guds velsignelse over din vej de kommende måneder, og følger dig med stor interesse kære Heidi. Knus fra Aase.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din opmuntrende besked Aase, og for forbøn, det er rigtig skønt at vide :-)

      Slet
    2. Tusind tak for din opmuntrende besked Aase, og for forbøn, det er rigtig skønt at vide :-)

      Slet
    3. Tusind tak for din opmuntrende besked Aase, og for forbøn, det er rigtig skønt at vide :-)

      Slet