mandag den 30. januar 2017

Chilling in Perth

Det varme vejr er midlertidigt blevet afbrudt af regn, regn, regn og "kulde" (ca 20°😉). Jeg glæder mig til at det igen bliver strandvejr, men Perth har virkelig trængt til regnen. Både luften og jorden er meget tør. Og samtidig har jeg nydt hygge indendørs med regnen trommende på taget, en god bog fra basens bibliotek  (The great divorce af C.S. Lewis) og en varm kop te😊 Jeg elsker at læse men jeg plejede at falde i søvn midt på en side pga træthed så det er rart at mærke, at energien er vendt tilbage (trods de tidlige morgener).

Jeg har fået set meget af Perth på gåben og i mine nye brugte løbesko. Her er meget smukt og masser af parker og stier langs floden. Jeg har en roomie der er Cross Fit instruktør så måske jeg også får en præsentabel kondition ud af mit ophold her😁

Undervisningen har stået på træning i kliniske færdigheder: Vi har øvet stetoskopi af hjerte og lunger, lagt gipsbandagering, lært om øvelser og aflastning for kroniske rygsmerter, lært om malaria og medicin. Alt sammen tilpasset simple forhold, hvor vi måske ikke har mulighed for at indlægge patienterne. Vores undervisere er læger og andre sundhedspersonale som selv har arbejdet i udviklingslande og/eller i slumområder, hvor mulighederne er begrænsede og kreativitet må i brug. Vi har derfor også lært om "husråd", hvor løg-omslag og varm ingefærdrik kan bruges mod inflammation i hals og ører - den slags kan bruges hvor medicin ikke er tilgængelig, men er jo også ret oppe i tiden i Danmark 😊
En anden ting jeg har fået at se er forskellen på hvilke ansvarsområder og kompetencer sygeplejerske har i de forskellige lande, der er repræsenteret i klassen. Det giver en god kombination af egenskaber i klassen og fælles for os alle er hjertet for patienterne og en vis stolthed over vores fag😁

I denne uge har vi undervisning om HIV/AIDS af en indisk læge, Dr. Suneetha, som arbejder med patienter med spedalskhed, HIV og AIDS. Han startede en gratis klinik i sit hjem for 13 år siden, som siden er vokset til at behandle, rådgive og give omsorg til mange tusind patienter, hvoraf mange er prostituerede, i Hyderabad. Jeg er dybt rørt af at høre om hans arbejde med patienterne og deres familier, han er en meget inspirerende mand.

Ellers har jeg det fortsat rigtig godt her og nyder livet på basen og i Perth.

Knus fra Heidi

1. Bandagering 

2. Typisk Perth: Gammel "kolonistil" med enorme glasbygninger omkring. 


mandag den 16. januar 2017

G'day from Down Under

Jeg har nu været i Perth i godt en uge, men jeg føler mig allerede hjemme på basen (hvilket er det YWAM kalder deres campus/kontorer rundt omkring i verden). Jeg deler værelse med tre piger, der alle er i min klasse - en sygeplejerske fra USA, en tandlæge fra Costa Rica og en jordemoder fra Østrig. Der er ca 40 forskellige nationaliteter på hele basen og jeg nyder det internationale miljø! Vi bor mange elever og frivillige i et hus et par minutters gang fra basen, hvor vi spiser og har undervisning. Alle er venlige og det er nemt at finde nogen at snakke med.

Den første uge har bestået af orientering om dagligdagen her. 180 elever startede på 10 forskellige skoler her i januar, så det kræver lidt koordinering at få hverdagen til at fungere. Vi har også fået tildelt daglige arbejdsopgaver. Alle på basen er frivillige og ulønnede, så vi hjælper alle med rengøring og måltider osv. Min klasse har fået morgenmadstjansen, så fra nu af er jeg blevet et A-menneske (man kan altid drømme) - vi skal nemlig møde i køkkenet kl 6! Det er lidt af en udfordring men det hjælper, at der er sommer og lyst om morgenen og at vi til gengæld har fri over middag hvor dagen er varmest (ca 35 grader)😄

Vi også fået lidt undervisning denne uge, emnet var Character of God (hvem og hvordan er Gud ud fra et kristent perspektiv). Alle i min klasse har tidligere gennemført en DTS (dvs et højskolelignende ophold, hvor man lærer om grundlæggende emner i kristendommen, og om hvordan de kan omsættes i praksis), så undervisning lidt en genopfriskning, men da det er 10 år siden jeg var på DTS var det OK😉
Et af emnerne var hvordan meditativ bøn kan bruges mod stress og det tænker jeg er meget brugbart som sygeplejerske 😁
Vi hørte også om et holistisk perspektiv på sundhed og sygdom: At mennesket er både krop, sjæl og ånd og at vi i bibelen ser eksempler på at Jesus ser og tager vare på hele mennesket. Holistisk pleje o er noget jeg har savnet i det danske sundhedsvæsen, så jeg har glædet mig til at arbejde mere med dette emne. Denne uge bliver dog mere praksisorienteret og vi har i dag undersøgt hinandens ører og hals😁

Der har heldigvis også været tid til picnic, strandtur og ture i byen, som er meget smuk. Her er dejlig varmt og jeg har allerede brugt en hel tube faktor 50 solcreme! Og jeg har til min lettelse  hverken mødt kæmpeedderkopper eller hajer - har kun stødt på nogle ret imponerende kakkerlakker😝

Sidst men ikke mindst skal jeg da også lige fortælle at jeg har fundet ud af hvor vi skal hen de sidste tre måneder af skolen: Manila! Vi skal vist både arbejde på hospital, klinikker og i slumområder der, men meget mere om det senere😀

Jeg skal selv financiere alle udgifter i forbindelse med undervisningen her i Perth og mit efterfølgende arbejde i Manila. Flere har venligt tilbudt at støtte mig økonomisk og har du lyst til dette kan det gøres på MobilePay 61274142 eller på https://secure.ywamperth.org.au/payments/
- vælg "student" og derefter "outreach fees" og skole: Medical Missions School i fanebladene og skriv mit fulde navn i kommentarfeltet. På forhånd tak for donationer, tanker og bønner😊

tirsdag den 3. januar 2017

Godt nytår

Godt nytår allesammen.
Det er altid spændende hvad et nyt år bringer med sig, men i år er jeg særlig spændt - om få dage tager jeg nemlig afsted til Perth for at begynde på Medical missions school, MMS, hvor jeg skal lære at omsætte min danske sygeplejeuddannelse til arbejde i verdens udviklingslande.
Lejlighed og job er opsagt. Mine forældre har venligst tilbudt opmagasinering af de ting jeg har tilbage og som ikke skal med i rygsækken.
Jeg ved, at jeg skal være i Perth i 12 uger og jeg ved, at jeg derefter skal på outreach (dvs den praktiske del af MMS) i 11 uger i et endnu ukendt sted i verden. Hvad der derefter skal ske i 2017, samt alle detaljerne i de næste 6 måneder er endnu ukendt. Hvem kommer jeg til at møde? Hvem skal jeg dele værelse med? På hvilke måder vil jeg blive udfordret og udvikle mig?
Jeg er meget spændt og føler mig også lidt ydmyg: Hvad mon jeg kan bidrage med ude i verden?
Mange har spurgt mig om jeg kommer hjem igen og til det kan jeg roligt svare at det bestemt er planen:-) Uden job og bolig at vende hjem til kan det måske lyde som om alle broer er brændte, men de allervigtigste broer står stadig fast, nemlig mine højtelskede venner og familie og min udvidede familie i min kirke. Jeg savner jer allerede og håber I kan finde tid til at rejse samnen med mig her på bloggen - jeg ved at I vil være med mig i mine tanker :-)